Har dit barn lyst til at prøve spejder? Find først den enhed, der passer til barnets alder, og kontakt enhedslederen inden det første møde. Så kan lederne tage godt imod jer og fortælle, hvad I skal have med.

Det er muligt at deltage i op til tre spejdermøder, inden barnet meldes ind.

Indmeldelse
Når barnet har besluttet sig for at fortsætte, foregår indmeldelsen gennem KFUM-Spejdernes Medlemsservice.

I indmeldelsesformularen skal I blandt andet udfylde kontaktoplysninger, helbredsoplysninger og betalingsoplysninger.

Fototilladelse
I formularen skal I tage stilling til, om billeder og videoklip af spejderen må anvendes på gruppens og KFUM-Spejdernes medier, eksempelvis hjemmesider, sociale medier og informationsmateriale.

Helbredsoplysninger
Her kan I oplyse, om der er særlige hensyn, som lederne skal kende til. Oplysningerne bruges, når det er relevant i forbindelse med møder, ture og lejre.

Betaler
Der skal registreres en betaler, da kontingent og betaling for arrangementer opkræves gennem Medlemsservice. Betalingskort kan tilknyttes direkte i systemet.

Oplysningerne anvendes desuden af KFUM-Spejderne til medlemsadministration og dokumentation over for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Har du spørgsmål til indmeldelse eller medlemskab, er du velkommen til at kontakte vores medlemsansvarlige.

Menu